Spring over hovedmenu

Retsformandsafgørelse af 26-06-2018

Sag nr. AR2018.0801

Landsorganisationen i Danmark for FOA mod Kommunernes Landsforening (KL) for Københavns Kommune.

Arbejdsretten kompetent til at tage stilling til, om modregning var berettiget

Københavns Kommune havde trukket i lønnen til en pædagog ansat på et bosted til dækning af et tilbagebetalings- og efterbetalingskrav, som kommunen hævdede at have, selv om pædagogen havde gjort indsigelse mod kravet. Spørgsmålet om, hvorvidt pædagogen havde fået overenskomstmæssig løn afhang af, om modregningen var berettiget, herunder om kommunens krav bestod. Kommunen havde nedlagt påstand om afvisning af sagen fra Arbejdsretten, subsidiært udsættelse indtil de almindelige domstole havde afgjort spørgsmålet om berettigelsen af den foretagne modregning. FOA havde nedlagt påstand om, at sagen fremmedes ved Arbejdsretten.

Delafgørelsen vedrørte spørgsmålet, om Arbejdsretten - mod kommunens protest - som led i sin stillingtagen til de påstande, som parterne havde nedlagt i hovedsagen, havde kompetence til at tage stilling til, om modregningen var berettiget.

Retsformanden udtalte, at sager om påstået underbetaling i forhold til overenskomstmæssig løn henhører under Arbejdsrettens kompetence, jf. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 2. Arbejdsretten kan efter arbejdsretslovens § 10, stk. 2, behandle  en sag indbragt i henhold til lovens § 9, selv om stillingtagen til lovgivning er af betydning for afgørelsen af sagen. Såfremt et præjudicielt lovfortolkningsspørgsmål må anses for afklaret i hidtidig retspraksis, anser Arbejdsretten sig for kompetent, også selv om en af parterne protesterer. Retsformanden fastslog herefter, at Arbejdsretten som led i afgørelsen af, om der forelå en overenskomststridig underbetaling, præjudicielt kunne tage stilling til, om kommunens krav bestod, og om der kunne ske modregning for kravet i lønnen. Retsformanden tog derfor FOA's påstand om fremme af sagen ved Arbejdsretten til følge.