Spring over hovedmenu

Arbejdsrettens dom af 20-09-2019

Sag nr. AR2018.0079

Fagbevægelsens Hovedorganisation for HK Handel (advokat Jeppe Wahl-Brink) mod Dansk Arbejdsgiverforening for DIO II for Sanistål A/S (advokat Michael Hegelund Nielsen)

Manglende orientering af DIO II ved opsigelse af en tillidsrepræsentant udgjorde brud på overenskomsten

Sagen angik, om det udgjorde brud på overenskomsten, at Sanistål A/S ikke havde rettet henvendelse til DIO II med henblik på fagretlig behandling i forbindelse med opsigelsen af en tillidsrepræsentant, og om opsigelsen var udtryk for organisationsfjendtlig adfærd. Spørgsmålet var endvidere, om Sanistål A/S skulle pålægges at betale en bod til HK Handel, og i givet fald hvor stor boden skulle være.

Den 14. september 2017 blev en tillidsrepræsentant i Sanistål A/S i medfør af funktionærlovens § 5, stk. 2 (120-dagesreglen), opsagt.

Efter overenskomsten skal en arbejdsgiver, der finder, at der foreligger tvingende årsager til at opsige en tillidsrepræsentant, rette henvendelse til DIO II, der herefter skal rejse spørgsmålet efter reglerne om behandling af faglig strid, og organisationsmøde skal i så fald afholdes senest 7 kalenderdage efter begæringens fremkomst.

Der var mellem parterne enighed om, at en tillidsrepræsentant kan opsiges med et forkortet varsel på 1 måned i medfør af funktionærlovens § 5, stk. 2, når tillidsrepræsentanten inden for et tidsrum af 12 på hinanden følgende måneder har oppebåret løn under sygdom i alt 120 dage, når opsigelsen sker i umiddelbar tilknytning til udløbet af de 120 sygedage, og mens tillidsrepræsentanten endnu er syg. Det var desuden ubestridt, at Sanistål ikke rettede henvendelse til DIO II med henblik på fagretlig behandling af den påtænkte opsigelse af tillidsrepræsentanten.

Arbejdsretten fandt, at det forhold, at en afskedigelse af en tillidsrepræsentant skete efter funktionærlovens § 5, stk. 2, ikke indebar, at reglerne i overenskomsten, om arbejdsgiverens pligt til at tage initiativ til fagretlig behandling, ikke fandt anvendelse, og Arbejdsretten fandt på denne baggrund, at der forelå brud på overenskomsten.

Arbejdsretten fandt endvidere, at det ikke var godtgjort, at afskedigelsen måtte anses for udtryk for organisationsfjendtlig adfærd.

Arbejdsretten fandt desuden, at Sanistål skulle betale en bod på 25.000 kr. for at have overtrådt overenskomsten.