Spring over hovedmenu

Retsformandsafgørelse af 02-10-2019

Sag nr. AR2018.0637, AR2018.0638, AR2018.0639, AR2018.0640 og AR2018.0641

Fagbevægelsens Hovedorganisation for CO-industri mod Dansk Arbejdsgiverforening for DIO I for hhv. Fyns Smedejerns Trapper A/S, Callenberg A/S, ThyssenKrupp Elevator A/S, Ørsted Sales & Distribution A/S og Haldor Topsøe A/S

Udmåling af bod som følge af indberetning af urigtige lønsumsoplysninger

 Sagen angik udmåling af bod som følge af, at de indklagede virksomheder havde indberettet urigtige lønsumsoplysninger. Der var enighed om, at virksomhederne havde indberettet urigtige oplysninger om lønsummer, og at fejlene blev fundet ved stikprøvekontrol i Industriens Pensions Service. Der var endvidere enighed om, at virksomhederne i umiddelbar forlængelse af, at de blev gjort opmærksom på den begåede fejl, rettede for sig og efterbetalte det resterende beløb.

 Arbejdsretten bemærkede, at som fastslået ved Arbejdsrettens domme af 10. juli 2017 skal fastsættelse af bod ske efter arbejdsretslovens almindelige regler herom, således at der tages hensyn til samtlige omstændigheder i den enkelte sag. Som i Arbejdsrettens domme af 10. juli 2017 angik de foreliggende sager virksomheders fejlagtige indberetning af lønsumsoplysninger, hvor virksomhederne havde rettet op på de begåede fejl, da de blev gjort opmærksomme herpå, og hvor fejlene således var blevet rettet, inden sagerne gik videre i det fagretlige system.

 Arbejdsretten fandt, at de fejlagtige indberetninger i alle tre sager beroede på menneskelige fejl i kombination med en manglende effektiv intern kontrol. Under hensyn hertil samt til størrelsen af det efterbetalte beløb, som fejlen havde givet direkte anledning til - og det bodsniveau, som fremgik af dommene fra 2017 - fastsatte Arbejdsretten bodsbeløbene i de foreliggende tre sager (der var indgået udenretligt forlig mellem parterne i to af de oprindelige fem sager) til henholdsvis 6.000 kr., 25.000 kr. og 30.000 kr.