Sag nr. 2019-414 (tidl. sagsnr. TR2018.0007)

Om tjenestemandsansatte lokomotivføreres deltagelse i en ulovlig arbejdsnedlæggelse.

Sagen angik en arbejdsnedlæggelse den 28. november 2018 om formiddagen og om eftermiddagen blandt tjenestemandsansatte lokomotivførere i DSB's fjern- og regionaltog.

Sagen omfattede 36 tjenestemænd, hvoraf 26 tjenestemænd erkendte at have deltaget i arbejdsnedlæggelsen, mens 10 tjenestemænd nægtede at have deltaget.

Blandt de 10, der nægtede, anførte fire, at de ikke havde været i stand til at fremføre tog på grund af den psykiske påvirkning, og at de således havde en gyldig grund til på det pågældende tidspunkt ikke at køre tog, jf. jernbanelovens § 69. Efter bevisførelsen kunne det lægges til grund, at tre af de fire tjenestemænd var forblevet i lokaler, hvor lokomotivførere havde nedlagt arbejdet og holdt fagligt møde, og der var herved skabt en formodning for, at de tre tjenestemænd havde deltaget i møderne og dermed også i arbejdsnedlæggelsen. Denne formodning var ikke afkræftet ved deres forklaring om, at de havde meddelt DSB, at de var ude af stand til at fremføre tog, fordi de følte sig psykisk påvirket af situationen. Én tjenestemand havde afleveret sit adgangskort og forladt arbejdspladsen, hvilket under de foreliggende omstændigheder måtte opfattes som en tilkendegivelse om, at han deltog i arbejdsnedlæggelsen. Tjenestemandsretten fandt det således bevist, at de fire tjenestemænd havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen.

Der skete frifindelse af seks tjenestemænd, som oplyste, at de havde været til rådighed for tjeneste. DSB anførte, at de ikke var at finde på de lokalite­ter, hvor de hævdede, at de befandt sig, og at de ikke var til rådighed for tjeneste. Der havde under sagen ikke været bevisførelse til belysning af, om det forholdt sig som anført af klager eller indklagede. Som sagen var forelagt, fandt Tjenestemandsretten ikke grundlag for at fastslå, at tjenestemændene havde en særlig anledning til aktivt at sikre sig, at DSB blev gjort bekendt med, at de ikke tog del i arbejdsnedlæggelsen. Tjenestemandsretten bemærkede herved, at DSB ikke på daværende tids­punkt havde fastsat retningslinjer for, hvordan lokomotivførerne skulle forholde sig i tilfælde af, at togdriften blev indstillet som følge af faglige aktioner. Der var i øvrigt for så vidt angår to tjenestemænd fremlagt mails fra respektive leder, der støttede påstanden om, at de ikke havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen. Det var på denne baggrund ikke bevist, at de seks lokomotivførere havde deltaget i arbejdsnedlæggelsen.

De 30 tjenestemænd, som blev anset for at have deltaget i arbejdsnedlæggelsen, blev idømt en bøde efter sædvanlige takster. Der var ikke grundlag for at anvende en mildere sanktion end bøde for nogen af tjenestemændene. Tjenestemandsretten bemærkede herved, at den ulovlige arbejdsnedlæggelse indebar en forsæt­lig overtrædelse af en helt central pligt i ansættelsesforholdet, nemlig arbejdspligten, og at der var tale om en omfattende arbejdsnedlæggelse, der førte til betydelige forstyrrelser af togdrif­ten til skade for DSB og kunderne.