Spring over hovedmenu

Dom af 16-05-2022

2022-3 (tidl. sag nr. 2020-914)

Tandlægeforeningen mod Fagbevægelsens Hovedorganisation for HK Danmark for HK Privat

Pressemeddelelser og udtalelser til pressen fra HK om privatpraktiserende tandlæger i forbindelse med covid-19 pandemien udgjorde ikke organisationsfjendtlig adfærd

Arbejdsrettens dom af 16. maj 2022

Sag 2022-3

Referencer: Hovedaftalen mellem Dansk Tandlægeforening og HK/Service §§ 2, 8 og 10.

Resume

Tandlægeforeningen mod Fagbevægelsens Hovedorganisation for HK Danmark for HK Privat.

Sagen angik, om HK Privat havde udvist overenskomststridig adfærd ved i tiden omkring den delvise genåbning af samfundet i april 2020 efter nedlukningen på grund af COVID-19 pandemien at iværksætte en pressekampagne vendt mod Tandlægeforeningens privatpraktiserende medlemmer og ved at opildne til ubegrundet frygt blandt klinikassistenter for, at klinikejernes tilrettelæggelse af arbejdet på klinikkerne ikke foregik i overensstemmelse med gældende sundhedsfaglige regler. Sagen angik endvidere, om HK Privat i januar 2021 i en henvendelse til Sundheds- og Ældreministeriet samt Sundhedsstyrelsen og i en pressemeddelelse havde handlet illoyalt over for Tandlægeforeningen.

 

Det fremgik af sagen bl.a., at HK’s udtalelser i pressemeddelelser og i pressen om situationen ved den delvise genåbning i april 2020 af tandlægeklinikkerne skete på et tidspunkt, hvor der var en betydelig bekymring og frygt i samfundet for COVID-19 og for smitte med sygdommen. Ligesom HK havde modtaget et stort antal henvendelser fra tandlægeklinikassistenter, der var bekymrede for, om arbejdet i de private tandlægeklinikker i alle tilfælde ville blive tilrettelagt således, at det på en tilstrækkelig effektiv måde værnede de ansatte i klinikkerne og patienterne mod smitte. I tiden efter genåbningen modtog HK også et stort antal henvendelser fra medlemmer om, at der på nogle tandlægeklinikker blev udført tandlægearbejde med værnemidler, der ikke levede op til anbefalingerne herom, og under omstændigheder, der kunne medføre smittefare.

 

Arbejdsretten fandt, at HK Privat ikke gennem sine udtalelser til pressen mv. overskred grænserne for sin ytringsfrihed. HK, der havde et vist faktuelt grundlag for udtalelserne, forsøgte at skabe en offentlig debat om forholdene på tandlægeklinikkerne og for klinikassistenterne. Indholdet eller sprogbrugen i udtalelserne fandtes ikke at gå ud over de vide rammer for frisprog, som under de foreliggende omstændigheder tilkom HK, selv om HK i nogle tilfælde anvendte udtryk og beskrivelser, der kan anses for generaliserende eller overdrevne. HK Privat havde derfor ikke udvist overenskomststridig adfærd og blev derfor frifundet.