Kendelse af 07-05-2026
Sag nr. 20250767
3F Transportgruppen for A mod DIO I (AKT) for Virksomhed 1
Sagen angik, hvorvidt opsigelsen af en medarbejder var i strid med lov om beskyttelse af whistleblowere eller med Hovedaftalens § 4, stk. 3. Medarbejderen blev den 1. januar 2024 ansat som buschauffør hos virksomheden. Den 18. august 2025 blev han opsagt med henvisning til gentagne brud på interne retningslinjer ved at have udtalt sig til TV2 Kosmopol om forhold på virksomheden samt til en advarsel af 8. juli 2025.
Medarbejderen fandtes ikke at have rimelig grund til at antage, at virksomhedens mulige overtrædelser kunne udgøre en overhængende eller åbenbar fare for offentlighedens interesser. Virksomheden havde iværksat nye rutiner med løbende kontrol af overfaldsalarmerne, hvilket medarbejderen burde have været bekendt med, hvorfor der ikke var ringe udsigt til, at en mulig overtrædelse ville blive imødegået effektivt i tilfælde af indberetning til en ekstern whistleblowerordning. Derfor var medarbejderens udtalelser til TV2 Kosmopol ikke omfattet af whistleblowerloven.
Hvad angår opsigelsens rimelighed, havde virksomheden ikke givet medarbejderen en berettiget forventning om, at man havde set bort fra de i sagen fremlagte forhold, herunder hans aktivering af overfaldsalarmer, der måtte anses for en væsentlig og urimelig belastning af virksomheden og de pågældende medarbejdere. Derfor var medarbejderen ikke berettiget til godtgørelse efter Hovedaftalens § 4, stk. 3.