Sag nr. 2022-12

As og Ds rettigheder efter vikarloven var tilsidesat

A, B, C og D var alle i perioder i 2021 og 2022 ansat af vikarbureauet Moment A/S og udsendt for at arbejde som vikarer i Erhvervsstyrelsen i forbindelse med styrelsens varetagelse af arbejdet med støtteordninger under covid-19-pandemien.

De fire vikarer var alle ansat i Moment på grundlag af Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Privat og HK Handel (HK-Funktionæroverenskomsten) og blev aflønnet på grundlag af denne overenskomst.

Sagen angik, om Moment havde tilsidesat de fire vikarers rettigheder efter vikarloven, således at de havde krav på efterbetaling og godtgørelse.

Spørgsmålet var navnlig, om der er grundlag for at anvende undtagelsesbestemmelsen i vikarlovens § 3, stk. 5, til ligebehandlingsreglen i lovens § 3, stk. 1, idet klager anførte, at HK-Funktionæroverenskomsten på lønmodtagersiden ikke opfylder betingelsen i § 3, stk. 5, hvorefter overenskomsten skal være indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark.

Hvis vikarlovens § 3, stk. 5, fandt anvendelse, var spørgsmålet, om Moment efter vikarlovens § 3, stk. 5, sammenholdt med EU-Domstolens dom af 15. december 2022 i sag C-311/21 (TimePartner) kun var berettiget til at anvende HK-Funktionæroverenskomsten, såfremt virksomheden samtidig tildelte vikarerne fordele, der kompenserede for, at de ikke havde ansættelsesvilkår efter Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer (AC-overenskomsten), subsidiært efter Organisationsaftale af 27. maj 2019 for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) (HK Stat-overenskomsten).

Arbejdsretten henviste til Arbejdsrettens dom af 3. november 2025 i sag 2025-150 (Randstad), hvorefter vikarlovens § 3, stk. 5, må fortolkes i overensstemmelse med vikardirektivets artikel 5, stk. 3, sammenholdt med EU-Domstolens dom i TimePartner-sagen. Dette indebærer, at fravigelse efter vikarlovens § 3, stk. 5, af ligebehandlingsprincippet i § 3, stk. 1, kun kan ske, såfremt den pågældende overenskomst er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder på hele det danske område, og der herudover tildeles kompenserende fordele efter de principper, der fremgår af TimePartner-dommen.

Arbejdsretten lagde til grund, at betingelsen i § 3, stk. 5, om, at undtagelsesreglen kun gælder, hvis vikarbureauet har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, var opfyldt i den foreliggende sag. Vikarbureauet havde således tiltrådt HK-Funktionæroverenskomsten, som var en landsdækkende overenskomst, og som var indgået mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Privat og HK Handel, der måtte anses for at være blandt de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at HK-Funktionæroverenskomsten var indgået mellem parter på det private område, og at vikarerne blev udsendt til at arbejde i staten. 

Arbejdsretten fandt på denne baggrund, at Moments udsendelse af vikarer til Erhvervsstyrelsen måtte vurderes efter vikarlovens § 3, stk. 5.

Spørgsmålet var herefter, om vikarerne, hvis de havde været ansat direkte i Erhvervsstyrelsen til udførelse af samme arbejde, som de udførte som vikarer, ville have været ansat på grundlag af AC-overenskomsten eller på grundlag af HK Stat-overenskomsten, og dermed hvilken af de to overenskomster der skulle danne grundlag for vurderingen af, om vikarerne var tildelt kompenserende fordele.

Arbejdsretten fandt efter en samlet vurdering, at de arbejdsopgaver, som blev varetaget af de fire vikarer under udsendelsen til Erhvervsstyrelsen, ikke kunne anses for at have forudsat anvendelse af deres akademiske uddannelse og dermed ikke kunne anses for at være omfattet af AC-overenskomsten. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at de fire vikarer efterfølgende blev tilbudt tidsbegrænset ansættelse direkte i Erhvervsstyrelsen, og at A og B, der begge blev ansat i styrelsen som fuldmægtige, og D, der blev ansat som specialkonsulent, alle tre blev ansat på AC-overenskomsten og fik godskrevet deres anciennitet fra vikararbejdet.

Vikarernes krav på efterbetaling måtte herefter vurderes efter en sammenligning af vilkårene for deres ansættelse på grundlag af HK-Funktionæroverenskomsten med de vilkår, der ville have været gældende, hvis de havde været ansat direkte i Erhvervsstyrelsen på grundlag af HK Stat-overenskomsten.

Arbejdsretten fastslog på baggrund af denne vurdering, at A og D var berettiget til efterbetaling.

Endelig fastslog Arbejdsretten, at der ikke var grundlag for at pålægge Moment at betale godtgørelse, jf. vikarlovens § 8, stk. 3.

Arbejdsretten tog herefter klagers påstand delvist til følge.