Spring over hovedmenu

Dom af 23-03-2026

Sag nr. 2025-463

Fagbevægelsens Hovedorganisation for FOA - Fag og Arbejde mod Hovedstadens Hjemmehjælp Service ApS.

Om arbejdsretlig identitet, passivitet og misbrug af ledelsesretten

Selskabet Human Care blev stiftet som et ApS i 2009 og ændret til et A/S i 2017. Human Care A/S ændrede i marts 2024 navn til Hovedstadens Vikar Service A/S. Selskabets branchekode var forinden blevet ændret fra hjemmehjælp til vikarbureau. Selskabet blev erklæret konkurs i juni 2024, og dekretet blev ophævet efter en uge, hvorefter selskabet blev erklæret konkurs på ny i august 2024. 

Human Care ApS blev stiftet i marts 2024. Selskabet ændrede i juni 2024 navn til Hovedstadens Hjemmehjælp Service ApS.

Sagen angik i første række, om der var arbejdsretlig identitet mellem Hovedstadens Vikar Service A/S (tidligere Human Care A/S) under konkurs og Hovedstadens Hjemmehjælp Service ApS (tidligere Human Care ApS). I givet fald var der spørgsmål om efterbetaling af bl.a. løn og godtgørelse for uberettigede bortvisninger samt bod. 

Arbejdsretten fandt, at der var arbejdsretlig identitet mellem selskaberne, idet de to selskaber efter bevisførelsen ikke kunne anses for i de få måneder, hvor begge eksisterede, reelt at være blevet drevet som to selvstændige enheder, som skulle løse forskellige opgaver. Hovedstadens Hjemmehjælp Service ApS blev herefter pålagt efterbetaling af løn mv., idet der ikke forelå retsfortabende passivitet. Selskabet blev endvidere pålagt bod for manglende lønbetaling mv. og betaling af godtgørelse for uberettigede bortvisninger. Selskabet blev frifundet for en påstand om bod for misbrug af ledelsesretten i forbindelse med bortvisningerne.