Sag nr. 2025 -114

I slutningen af 2024 rejste 3F Fagligt Fælles Forbund krav om, at den litauisk registrerede virksomhed MB Steko service skulle tiltræde Bygge- og Anlægsoverenskomsten. Steko service 
afviste dette og gjorde gældende, at overenskomstens § 28 – om betaling af et boligtillæg til 
medarbejdere, som ikke er bosiddende i Danmark ved ansættelsen eller udstationeringens start – var 
i strid med EU-retten. Fagbevægelsens Hovedorganisation iværksatte i januar 2025 sympatikonflikt 
mod Steko service. 
Sagen for Arbejdsretten angik, om FH’s sympatikonflikt var lovlig, og i den forbindelse om Bygge- 
og Anlægsoverenskomstens § 28 om boligtillæg var ugyldig som stridende mod EU-retten (TEUF 
artikel 18, 45 og 56). Under sagen biintervenerede Dansk Industri til støtte for FH. 
Arbejdsretten bemærkede, at det efter § 28 er uden betydning for retten til boligtillæg, om den 
pågældende arbejdstager er dansk eller udenlandsk statsborger, ligesom det er uden betydning, om 
der er tale om en dansk eller en udenlandsk virksomhed. Det var efter bevisførelsen ikke godtgjort, 
at boligtillægget i praksis rammer udenlandske virksomheder hårdere end danske virksomheder. Der 
forelå på den baggrund hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling baseret på nationalitet. 
I det omfang boligtillægget måtte anses for en restriktion omfattet af TEUF artikel 45 og 56, lagde 
Arbejdsretten vægt på, at tillægget blev indført efter aftale mellem arbejdsmarkedets parter, og at 
det efter bevisførelsen skete navnlig med henblik på at beskytte udenlandsk arbejdskraft, sikre lige 
vilkår for danske og udenlandske virksomheder og modvirke social dumping. Det måtte også indgå, 
at tillægget kun skal betales til medarbejdere, hvis timeløn ikke overstiger mindstebetalingssatsen 
med tillæg af boligtillæg, og at sådanne medarbejdere efter de foreliggende statistiske oplysninger 
aflønningsmæssigt ligger i den laveste fjerdedel af bygge- og anlægsarbejdere i byggeriet. Efter det 
anførte fandt Arbejdsretten, at overenskomstens § 28 ikke var i strid med TEUF artikel 18, 45 eller 
56.   
Arbejdsretten fandt i den forbindelse, at der ikke forelå en sådan tvivl om forståelsen af de nævnte 
bestemmelser, at der var grundlag for at stille præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. 
Arbejdsretten tog herefter FH’s frifindelsespåstand til følge.