Spring over hovedmenu

Dom af 07-04-2021

Sag nr.: 2020-1113

Fagbevægelsens Hovedorganisation for HK Privat mod Tandlægeforeningen og samme for Tandlægeselskabet Hvidovre Tandklinik ApS, Tandlægehuset i Herfølge ApS, Tandlæge C, Tandlæge Marie Mikkelsen ApS, Tandlægeholdingselskabet Matteo Ekbatani ApS, Espergærde Tandlægerne I/S, Tandlæge G, Tandlægeklinikken Boel ApS, Tandlægeklinikken i Oksbøl ApS og Tandlægeselskabet Dit Tandlægehus Solrød ApS

Fagbevægelsens Hovedorganisation for HK Privat mod Tandlægeforeningen og et antal medlemmer af denne forening

Sagen angik navnlig, om et antal tandlæger og tandlægevirksomheder i strid med parternes hovedaftale havde opfordret klinikassistenter til at melde sig ud af HK Privat, opfordret til ikke at genansætte klinikassistenter i tilfælde af en strejke samt om de havde optrådt illoyalt over for HK Privat. Herudover angik sagen, om Tandlægeforeningen havde pådraget sig organisationsansvar ved ikke at retlede medlemmerne.

Hovedparten af de omhandlede kommentarer var fremsat i en lukket gruppe på Facebook forbeholdt tandlæger og tandlægestuderende, mens en tandlæges kommentarer var fremsat på hendes kliniks Facebookside og på en åben Facebook for Tandlægebladet.

Kommentarerne var fremsat i perioden under og efter store dele af samfundet var lukket ned på grund af corona-situationen. Et flertal af Tandlægeforeningens medlemmer havde forinden kommentarerne blev fremsat nedstemt et overenskomstforlig med HK Privat, der som følge heraf havde fremsendt konfliktvarsel.

Der forelå ikke oplysninger om, at de indklagede tandlæger og tandlægevirksomheder havde opfordret sine klinikassistenter til at melde sig ud af HK Privat eller havde truet dem med afskedigelse eller andre ansættelsesretlige konsekvenser ved deltagelse i en lovlig strejke, eller at andre tandlæger som følge af kommentarerne havde gjort dette.

Arbejdsretten fandt, at kommentarerne måtte ses i sammenhæng med den diskussion, herunder offentlige udtalelser fra HK Privat, der havde været i anledning af, at Tandlægeforeningens medlemmer havde nedstemt overenskomstresultatet, og som udtryk for frustration over den situation, tandlægevirksomhederne i lyset af corona-situationen befandt sig i. Efter konteksten og indholdet af de omtvistede opslag samt den måde, opslagene var udformet på, fandt Arbejdsretten, at ingen af de indklagede tandlæger eller tandlægevirksomheder var fremkommet med udsagn, som udgjorde organisationsfjendtlig adfærd.

Tandlægeforeningen havde som følge heraf ikke pådraget sig et organisationsansvar, og de indklagede tandlæger og tandlægevirksomheder og Tandlægeforeningen blev derfor frifundet.