Spring over hovedmenu

Arbejdsrettens Dom af 15-12-2010

Sag nr. AR2010.0169

Landsorganisationen i Danmark for Fagligt Fælles Forbund(3F) mod KL for Kolding Kommune

Sag afvist fra Arbejdsretten, da der ikke reelt forelå en overenskomstmæssig uoverensstemmelse.

A, der efter overenskomsten havde ret til løn under fravær på grund af sygdom, blev sygemeldt fra sit job som rengøringsassistent i Kolding Kommune. Jobcenteret i A's bopælskommune - ligeledes Kolding - indkaldte hende som opfølgning på sygemeldingen til et informationsmøde. A mødte imidlertid ikke op, og efter reglerne i sygedagpengeloven meddelte Jobcenter Kolding derpå, at refusion af sygedagpenge overfor kommunen som arbejdsgiver ville blive standset. A tog straks kontakt til kommunen og oplyste, at hun aldrig havde fået indkaldelsen til informationsmødet, men kommunen foretog efterfølgende modregning i A's løn for manglende dagpengerefusion. Arbejdstagersiden indbragte sagen for Arbejdsretten med krav om betaling af de modregnede beløb samt bod. Det blev til støtte herfor anført, at den foretagne modregning indebar, at der ikke var udbetalt fuld løn til A, hvilket var et overenskomstbrud. Arbejdsgiversiden krævede sagen afvist eller henvist til behandling ved faglig voldgift. Til støtte herfor blev det anført, at sagen alene drejede sig om berettigelsen af kommunens modregning i A's løn og derfor henhørte under de almindelige domstole, subsidiært i det væsentlige var en sag om fortolkning af parternes overenskomst og derfor henhørte under faglig voldgift. Formalitetsspørgsmålet blev afgjort selvstændigt af retten, der bemærkede, at sagens hovedspørgsmål var, om kommunen havde været berettiget til at foretage modregning i A's løn. Der skulle i den forbindelse tages stilling til, om de obligationsretlige betingelser herfor havde været opfyldt, og det måtte herunder afgøres, om kommunen på grundlag af reglerne i sygedagpengeloven havde et erstatningskrav mod A. Besvarelse af disse spørgsmål indebar stillingtagen til offentligretlig lovgivning, ligesom der måtte foretages en rent bevismæssig vurdering af, om A havde modtaget indkaldelsen til informationsmødet. Sagen angik således ikke bevis- eller fortolkningsspørgsmål mv. vedrørende krav i henhold til kollektiv overenskomst; der forelå reelt ikke en overenskomstmæssig uoverensstemmelse. Sagen angik derimod A's individuelle forhold. Mod indklagedes protest fandt Arbejdsretten herefter ikke at have kompetence til at pådømme sagen. Efter omstændighederne fandtes der endvidere uanset den nedlagte påstand om bod ikke tilstrækkeligt grundlag for at udsætte sagen på de almindelige domstoles afgørelse, og Arbejdsretten afviste herefter sagen.