Sag nr. 2019-442

Samarbejde mellem to frisører var ikke reelt et ansættelsesforhold

Sagen angik, om frisør B, der i 2013 indgik en samarbejdsaftale med frisør A om at drive frisørvirksomhed fra As frisørsalon, reelt var lønmodtager og dermed omfattet af Frisøroverenskomsten mellem Danmarks Organisation for selvstændige Frisører og Kosmetikere og Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund. I givet fald var spørgsmålet, om B havde krav på efterbetaling af løn, og om A skulle betale en bod for brud på overenskomsten.

Arbejdsretten fandt, at det måtte vurderes konkret på baggrund af samarbejdsaftalen mellem B og A og den faktiske tilrettelæggelse af deres frisørvirksomhed, om der var tale om drift af to selvstændige frisørvirksomheder fra samme salon, eller om B reelt måtte anses for at have været ansat hos A.

Arbejdsretten lagde bl.a. vægt på, at det fremgik af samarbejdsaftalen, at B var forpligtet til at lade sig registrere som selvstændig erhvervsdrivende med CVR-nr. mv., at parterne over for tredjemand alene hæftede for deres egne forpligtelser, at hver part tegnede egne forsikringer, og at parterne var forpligtede til at udarbejde regnskab til gensidig forelæggelse.

Arbejdsretten lagde endvidere bl.a. vægt på, at B var registreret som selvstændig erhvervsdrivende med eget CVR-nr., at hun modtog indtægten fra sit eget frisørarbejde i salonen, og at B med bistand fra en af hende valgt revisor selv fik udarbejdet regnskab for sin virksomhed. Det måtte endvidere lægges til grund, at B i et vist omfang på egen hånd havde markedsført sig i eget navn, ligesom der ved hendes indtræden i salonen blev annonceret med nedsatte introduktionspriser ved klipning hos hende.

Efter bevisførelsen lagde Arbejdsretten endvidere til grund, at B måtte anses for som udgangspunkt selv at have kunnet træffe bestemmelse om tilrettelæggelsen af sit arbejde og sin arbejdstid, selv om hun og A til en vis grad koordinerede deres tilstedeværelse i salonen, ligesom der ikke var grundlag for at antage, at A havde ledelses- og instruktionsbeføjelser over for hende.

Efter en samlet vurdering fandt Arbejdsretten på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at samarbejdet indebar, at B reelt var ansat hos A og ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende.