Dom af 20-04-2023
2022-240 (tidl. 2022-86)
Fagbevægelsens Hovedorganisation for Fagligt Fælles Forbund (3F) som mandatar for A og B mod JEWA Skive ApS
Sag 2022-240
Om to medarbejdere ansat i fleksjob i henhold til § 122, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats havde krav på betaling af den løn og pension, som de ville have ret til efter Industriens Overenskomst, og om de havde krav på godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis
Sagen drejede sig om, hvorvidt to medarbejdere, som var ansat i fleksjob hos JEWA Skive ApS, i henhold til § 122, stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats havde krav på betaling af den løn og pension, som de ville have ret til efter Industriens Overenskomst, og om de havde krav på godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Arbejdsretten lagde til grund, at der var tale om arbejde, der var dækket af Industriens Overenskomst, som dermed måtte anses for at være en relevant sammenlignelig overenskomst i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 122, stk. 4’s forstand.
Arbejdsretten fandt, at pligten til at tage udgangspunkt i en sammenlignelig overenskomst efter § 122, stk. 4, må forstås sådan, at arbejdstageren skal gøres bekendt med, hvilken overenskomst der er den sammenlignelige, således at arbejdstageren kan tage stilling til, om vedkommende er indforstået med at fravige overenskomsten, herunder eventuelt på baggrund af rådgivning fra den overenskomstbærende faglige organisation om de rettigheder, der følger af overenskomsten. Arbejdsgiver og arbejdstager kan herefter konkret aftale fravigelser af overenskomsten.
Arbejdsretten fandt, at parterne ikke kunne anses for at have taget udgangspunkt i overenskomsten i overensstemmelse med § 122, stk. 4.
Arbejdsretten fastslog, at konsekvensen af ikke at opfylde pligten til at tage udgangspunkt i en relevant sammenlignelig overenskomst må være, at arbejdstageren har mindst de rettigheder, som følger af overenskomsten.
Arbejdsretten fastslog desuden, at det ikke var i strid med ansættelsesbevisloven, at det ikke var blevet oplyst, at Industriens Overenskomst var en relevant sammenlignelig overenskomst, og at den løn, der blev udbetalt, var lavere, end hvad der fulgte af overenskomsten.