Dom af 25-02-2025
Sag nr. 2024-431
Fagbevægelsens Hovedorganisation for Fagligt Fælles Forbund (advokat Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for DIO I for Nobina A/S (advokat Søren Møller Rasmussen).
Arbejdsstandsning var ikke berettiget efter Normens § 17, nr. 2
Den 16. september 2023 blev A truet af en passager med en paraply, mens hun var på arbejde som buschauffør hos Nobina A/S. Under episoden trykkede A flere gange på nødknappen i bussen, og hendes nødkald blev besvaret og behandlet af B fra Nobinas vagtcenter.
Efter episoden opstod der uro og bekymring blandt chaufførerne hos Nobina, idet de som følge af bl.a. episoden med A var bekymret for deres sikkerhed i busserne, herunder om nødopkald fra busserne til Nobinas vagtcenter ville blive besvaret og håndteret.
Fra den 16. til den 25. september 2023 var der drøftelser mellem chaufførernes tillidsrepræsentant og deres driftsleder, og om formiddagen den 25. september 2023 blev der holdt et mæglingsmøde, hvor også chaufførernes arbejdsmiljørepræsentant deltog.
Den 25. september 2023 omkring kl. 15.00 iværksatte flere af Nobinas chauffører en arbejdsstandsning. Chaufførerne genoptog arbejdet den 26. september 2023 omkring kl. 04.30.
For Arbejdsretten angik sagen, om Nobina skulle efterbetale løn til et antal chauffører svarende til løntræk, som virksomheden havde foretaget i anledning af arbejdsstandsningen, og om virksomheden skulle betale en bod for ikke at have udbetalt løn i henhold til overenskomsten.
Hovedspørgsmålet var, om chaufførernes standsning af arbejdet var berettiget efter Normens § 17, nr. 2.
Arbejdsretten fandt det ikke godtgjort, at der den 25. september 2023 forelå en reelt begrundet fare for chaufførernes sikkerhed, der ud fra en objektiv vurdering gjorde det uforsvarligt at begynde eller fortsætte arbejdet.
Det var heller ikke godtgjort, at chaufførerne den 25. september 2023 havde føje til at tro, at der var en sådan fare for deres sikkerhed, at de var berettigede til at standse arbejdet, herunder som følge af at de ikke kunne få en garanti fra deres driftsleder.
Arbejdsretten frifandt herefter Nobina.