Dom af 19-08-2025
Sag nr. 2023-171
Fagbevægelsens Hovedorganisation for Fagligt Fælles Forbund mod Dansk Arbejdsgiverforening for DIO Overenskomst II for SGL Fulfillment & Distribution A/S.
Sag: 2023-171
Om vikarlovens anvendelsesområde
Sagen angik i første række, om As vikariat hos SGL faldt uden for vikarlovens anvendelsesområde, hvis vikariatet ikke var “midlertidigt”, jf. lovens § 1, stk. 1. I givet fald var spørgsmålet, om A i stedet skulle stilles som om, hun var ansat direkte af SGL.
Arbejdsretten anførte, at vikarloven ikke har en definition af udtrykket “midlertidigt”, og heller ikke lovens forarbejder eller det bagvedliggende direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde fastlægger udtrykkets betydning. Bestemmelsens formulering (“for midlertidigt …”) taler imidlertid for, at der må lægges vægt på, om det i forbindelse med udsendelsen, herunder en eventuel forlængelse af udsendelsen, har været tilsigtet, at arbejdsforholdet skulle være midlertidigt.
Ved forståelsen af udtrykket “midlertidigt” måtte der herudover lægges vægt på, at et vikarbureau efter lovens § 3, stk. 4, ikke uden saglig begrundelse må anvende successive udsendelser af en vikar, og at overtrædelse af denne bestemmelse efter § 8, stk. 2, straffes med bøde, og at der efter § 8, stk. 3, kan tilkendes vikaren en godtgørelse. Disse bestemmelser forudsætter, at selv usaglige successive udsendelser af en vikar kan være omfattet af vikarloven.
Arbejdsretten anførte, at dette taler for, at udtrykket “midlertidigt” skal forstås bredt, og at det også taler til støtte herfor, at det vil være usikkert og formentlig varierende fra sag til sag, hvilke ansættelsesmæssige rettigheder en vikar eventuelt kan påberåbe sig, hvis den pågældendes ansættelse hos vikarbureauet ikke er omfattet af vikarlovens regler, mens vikaren ikke har et ansættelsesforhold til en anden virksomhed. En snæver forståelse af udtrykket vil således kunne indebære en forringelse af vikarens retsbeskyttelse.
Arbejdsretten fandt, at en forståelse af vikarloven i overensstemmelse med det anførte er i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis.
I den konkrete sag fastslog Arbejdsretten, at det efter bevisførelsen, herunder oplysningerne om SGL’s drift og kundesammensætning og betydningen af Corona-nedlukningen i løbet af den periode, hvor A var udsendt til virksomheden, ikke var godtgjort, at A ikke var udsendt for midlertidigt at udføre lagerarbejde hos SGL.
Arbejdsretten frifandt herefter indklagede.