Sag nr. 2019-232 (tidl. AR2018.0653)

Ikke bodsansvar for uberettiget bortvisning

 I 2018 blev A og B bortvist fra deres stilling som service­tekniker i TDC A/S som følge af, at de havde overtrådt virksomhedens alkoholpolitik. Bort­visningen af de to medarbejdere var efterfølgende blevet underkendt i Afskedigelsesnævnet, idet opmanden var kommet til, at bortvisningen af de to medarbejdere var uberettiget, men at de­res overtrædelse af TDC's alkoholpolitik dog var af en så alvorlig karakter, at det ville have gjort en opsigelse af dem med sædvanligt varsel berettiget. For Arbejdsretten angik sagen, om TDC havde pådraget sig bodsansvar ved uberettiget at have bortvist de to med­arbejdere.

 Afskedigelsesnævnets underkendelse af bortvisningen indebar, at der objektivt set forelå en overtrædelse af overenskomstens regler om opsigelsesvarsel. Spørgsmålet om, hvorvidt overenskomstbruddet var bodspådragende, og hvor stor boden i gi­vet fald skulle være, skulle afgøres efter arbejdsretslovens § 12, stk. 5, under hensyntagen til samtlige sagens om­stændigheder, herunder i hvilken grad overtrædelsen havde været undskyldelig fra overtræderens side.

 Det forhold, at en arbejdsgivers handlemåde er blevet underkendt ved Afskedigelsesnævnet eller en faglig voldgift som værende i strid med overenskomsten, er ikke i sig selv ensbety­dende med, at det begåede overenskomstbrud er bodspådragende. Det afgørende for, om bod er forskyldt, er efter Ar­bejdsrettens praksis, om arbejdsgiveren kan antages at have været klar over, at der blev handlet overenskomststridigt, eller arbejdsgiveren dog har udvist en sådan uagtsomhed, at et bodsansvar skønnes at være en rimelig reaktion på overenskomstbruddet.

 Der skulle foretages en samlet afvejning af en lang række faktorer og kon­krete om­stændigheder for at afgøre, om den overtrædelse af TDC's alkoholpolitik, som A og B havde begået, indebar en væsentlig misligholdelse af ansættelses­forholdet. Når der som i den foreliggende sag både var momenter, der pegede i skærpende ret­ning, og momenter, der pe­gede i formildende retning, var der tale om en vanskelig og til dels skønspræget afvejning, hvor udfal­det afhang af, hvilken vægt man tillagde de enkelte mo­menter.

 På den baggrund fastslog Arbejdsretten, at TDC's antagelse af, at overtrædelsen af alkoholpoli­tikken udgjorde en væsentlig misligholdelse, og at det dermed var berettiget at bortvise A og B, ikke indebar en fejlvurdering af en sådan karakter og grov­hed, at over­ens­komstbruddet var bodspå­dragende. Af samme grund fastslog Arbejdsretten, at der heller ikke fore­lå et bodspådragende misbrug af ledelsesretten.