Spring over hovedmenu

Dom af 3. december 2024 03-12-2024

Sag nr. 2023-1158

Fagbevægelsens Hovedorganisation for 3F – Fagligt Fælles Forbund mod Dansk Arbejdsgiverforening for Dansk Erhverv Arbejdsgiver for PreMed A/S.

Overtagelse af ambulancetjeneste og liggende /hvilende patienttransport i to delområder udgjorde ikke virksomhedsoverdragelse

Sagen angik, om der forelå virksomhedsoverdragelse i en situation, hvor PreMed A/S i forbindelse med et offentligt udbud havde indgået kontrakt med Region Nordjylland om at overtage ambulancetjeneste og liggende/hvilende patienttransport i to delområder i regionen fra Falck Danmark A/S.

Arbejdsretten udtalte, at vurderingen må tage udgangspunkt i, at ambulancetjeneste ikke i det væsentlige er baseret på arbejdskraft, idet ambulancetjeneste udover personale forudsætter omfattende materiel og anlæg, og at både personale og driftsmateriel er uundværlig for driften.

Arbejdsretten lagde til grund, at PreMed overtog driften af beredskaberne i umiddelbar forlængelse af Falcks drift af beredskaberne og udførte næsten samme arbejdsopgaver som Falck, ligesom PreMed ansatte hovedparten af de ambulancereddere, som tidligere udførte ambulancetjeneste for Falck.

Efter en samlet vurdering af virksomhedens art, der forudsætter både personale, meget betydelige driftsmidler og et større antal lokationer, fandt Arbejdsretten dog ikke grundlag for at fastslå, at PreMeds overtagelse af driften af en del af beredskaberne indebar overtagelse af en økonomisk enhed, der ved overdragelsen til PreMed bevarede sin identitet. Arbejdsretten henviste herved navnlig til, at PreMed ikke overtog medicinsk udstyr eller andre driftsmidler fra Falck, og herunder selv anskaffede de ambulancer, der udgjorde en uundværlig forudsætning for at varetage beredskabet, samt til det forhold, at PreMed hovedsagelig drev virksomhed fra andre lokationer end Falck.

PreMeds overtagelse af en del af beredskaberne i Region Nordjylland kunne herefter ikke anses for omfattet af loven om virksomhedsoverdragelse.