Dom af 24-04-2025
Sag nr. 2024 - 351
Fagbevægelsens Hovedorganisation for FOA - Fag og Arbejde (advokat Rie Matilde Bjørkman) mod KLfor Odense Kommune (advokat Christian K. Clasen)
Om inddragelse af funktionstillæg
A blev ansat i Odense Kommune den 1. november 1993 som pædagogmedhjælper i daginstitutionen X. Hun fik i denne stilling udbetalt et funktionstillæg for ”Skovprojekt” og et løntrin for ”Ansvar for chaufførfunktion”, fordi hun indgik i X’s skovprojekt og havde erhvervet stort kørekort, således at hun kunne køre børnene.
Fra den 16. juni 2008 blev A fællestillidsrepræsentant for kommunens pædagogmedhjælpere, og hun var fra dette tidspunkt fysisk og organisatorisk placeret i Børne- og Ungeforvaltningen i kommunen og blev aflønnet af forvaltningen. Efter overgangen til stillingen som fællestillids-repræsentant fik hun fortsat udbetalt de nævnte tillæg, selv om hun ikke udførte de funktioner, som tillæggene blev ydet for.
I 2014 ophørte skovprojektet og chaufførfunktionen ved X. A fik fortsat udbetalt funktions-tillæggene, og udbetalingen fortsatte, indtil Odense Kommune den 18. februar 2021 meddelte hende, at man ville stoppe tillæggene pr. 1. februar 2021, da hun ”ikke længere har krav på disse”.
Sagen angik, om A havde krav på efterbetaling af tillæggene fra 1. februar 2021 til udgangen af januar 2024, hvor A ophørte som fællestillidsrepræsentant, og om Odense Kommune havde handlet organisationsfjendtligt eller misbrugt ledelsesretten ved at inddrage de to tillæg, således at kommunen skulle pålægges en bod.
Arbejdsretten fandt, at A – henset til de konkrete omstændigheder i sagen – måtte anses for fortsat efter februar 2021, mens hun varetog stillingen som fællestillidsrepræsentant, at have krav på den løn inklusive de to tillæg, som hun hidtil havde fået udbetalt. Arbejdsretten fandt herefter, at Odense Kommune skulle betale A kompensation for inddragelse af tillæggene svarende til klagers krav på betaling af 44.855,49 kr.
Arbejdsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at Odense Kommune havde handlet organisationsfjendtligt eller misbrugt ledelsesretten ved at inddrage de to tillæg. Odense Kommune blev derfor frifundet for klagers påstand om bod.