Spring over hovedmenu

Dom af 25-04-2025

Sag nr. 2024 - 645

Fagbevægelsens Hovedorganisation for Offentligt Ansattes Organisationer
for Fagligt Fælles Forbund mod Medarbejder- og Kompetencestyrelsen/Forsvaret
for Forsvarsministeriets Personalestyrelse

Om kontrolforanstaltninger

Sagen angik navnlig, om elektroniske oplysninger indsamlet via en medarbejders personalekort til kontrol af den pågældende medarbejders komme- og gåtider var en kontrolforanstaltning omfattet af § 3 i aftalen om kontrolforanstaltninger indgået mellem Finansministeriet og centralorganisationerne, og i så fald om anvendelsen af disse oplysninger kunne ske uden forudgående underretning og varsling.

Det fremgik af sagen, at der hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse var iværksat overvågning og adgangskontrol for medarbejdere i form af IT-adgangskort med tilhørende personlig kode (personalekort).

Arbejdsretten lagde til grund, at adgangskontrollen gav mulighed for overvågning af ansatte via den ansattes anvendelse af et personalekort, der således i det væsentlige svarede til et elektronisk nøglekort som nævnt i cirkulærebemærkning til § 3 i aftalen om kontrolforanstaltninger.

Arbejdsretten fandt herefter, at anvendelsen af elektroniske oplysninger indsamlet via en medarbejders personalekort til kontrol af den pågældende medarbejders komme- og gåtider var en foranstaltning omfattet af aftalen om kontrolforanstaltninger.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse havde oplyst, at adgangskontrollen, der var iværksat af sikkerhedsmæssige årsager, som altovervejende udgangspunkt ikke blev anvendt til kontrol af medarbejdernes arbejdstid, og at elektroniske oplysninger indsamlet via en medarbejders personalekort kun undtagelsesvist havde været anvendt i anledning af en konkret mistanke, som det er sket i den foreliggende sag.

Arbejdsretten fandt, at Forsvarsministeriets Personalestyrelse ved at anvende elektroniske oplysninger indsamlet via en medarbejders personalekort til kontrol af den pågældende medarbejders arbejdstider havde iværksat en ny kontrolforanstaltning omfattet af informationspligten i § 4, stk. 1, i aftalen om kontrolforanstaltninger.

Arbejdsretten udtalte herefter, at det følger af cirkulærebemærkning til § 4, at elektroniske oplysninger indsamlet via den enkelte medarbejders personalekort kan anvendes til kontrol af den pågældendes arbejdstider uden forudgående underretning og varsling i tilfælde, hvor der foreligger begrundet mistanke om misligholdelse.