Spring over hovedmenu

Sagsbehandling

Parter

Sager ved Tjenestemandsretten anlægges af Finansministeriet eller en centralorganisation og mod de respektive myndigheder. Nogle sager kan dog efter forhandling med Finansministeren anlægges direkte af vedkommende minister og visse sager direkte mod ministeren.

Ved Den Kommunale og Regionale Tjenestemandsret anlægges sager af og mod de respektive myndigheder, institutioner og organisationer.  

Der gælder ingen indskrænkning i parternes adgang til at lade møde for sig.


Klage- og svarskrift

Sag anlægges ved at maile klageskriftet med bilag til klageskrifter@arbejdsretten.dk. Det skal indeholde

  1. parternes navn og adresse
  2. klagerens påstand
  3. en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes
  4. angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig.

Når retten har modtaget et klageskrift, anmoder sekretariatet skriftligt indklagede om inden 6 uger at fremsende svarskrift til retten og den anden part.

Dette svarskrift skal indeholde

  1. indklagedes påstand  
  2. en kort fremstilling af de kendsgerninger, hvorpå påstanden støttes
  3. angivelse af de dokumenter og andre beviser, indklagede vil påberåbe sig.

Forberedende retsmøde

Samtidig med, at indklagede anmodes om at fremsende svarskrift, berammer sekretariatet et forberedende retsmøde.

I særlige tilfælde kan indklagede fritages for at afgive svarskrift før retsmødet. En begrundet anmodning herom skal sendes til retten med genpart til den anden part.

På det forberedende møde, hvor retten beklædes af rettens formand eller dennes stedfortræder, forudsættes parternes repræsentanter med udgangspunkt i de allerede udvekslede processkrifter at være forberedt på en egentlig drøftelse af såvel eventuelle formalitetsspørgsmål som sagens realitet og spørgsmålet om den videre praktiske afvikling af sagen; og ved retsmødets afslutning lægges der så vidt muligt en tidsplan for den videre sagsbehandling.

Der kan i den forbindelse fastsættes frister for afgivelse af yderligere processkrifter, som mailes til tjenestemandsretten, aretten@arbejdsretten.dk med kopi til den anden part samt aftales yderligere forberedende møder med henblik på udveksling af processkrifter, overladelse af sagens afgørelse til retsformanden eller berammelse af hovedforhandling.  

Med parternes samtykke kan den, der beklæder retten under et forberedende møde afgøre sagen efter at have hørt eventuelle forklaringer. Afgørelsen kan med parternes indforståelse træffes ved beslutning.

De forberedende møder afholdes for lukkede døre.


Sager om arbejdsnedlæggelser

Den beskrevne fremgangsmåde omfatter ikke sager om kollektive arbejdsnedlæggelser m.v.

I sager om verserende konflikter, hvor der i fremsendelsesskrivelsen til klageskriftet udtrykkeligt anmodes om retsmøde ved førstkommende lejlighed, berammes der snarest muligt et forberedende retsmøde med formanden eller dennes stedfortræder. Det er imidlertid en forudsætning, at klageren har sikret sig, at indklagede er indforstået med at møde uden at få klageskriftet forkyndt.

I sager om ikke-verserende konflikter anmoder retten om svarskrift, men berammer ikke umiddelbart noget retsmøde.

Parterne forudsættes herefter selv at drøfte forligsmulighederne, men hvis retten ikke inden 3 måneder efter modtagelsen af klageskriftet er anmodet om at føre et forlig til retsbogen, vil den indkalde parterne til et udvidet forberedende retsmøde.

Ønsker en af parterne ikke at indgå i forligsdrøftelser, men er vedkommende indstillet på at lade sagen afgøre på det foreliggende grundlag, skal dette meddeles til retten, som herefter vil indkalde parterne til et retsmøde.


Hovedforhandling

Ekstrakt, materialesamling, påstandsdokumenter, tidsplan mv. skal bringes til retten i 8 eksemplarer senest 10 dage før hovedforhandlingen. Retten vil herefter sørge for, at materialet bliver bragt til de i sagen udmeldte sidedommere.

Måtte en part helt undtagelsesvis ønske at udlevere materiale til retten i forbindelse med selve hovedforhandlingen, skal det fornødne antal eksemplarer indleveres, før forhandlæingen påbegyndes.

Før hovedforhandlingen indledes, afleverer hver part en liste med navn, stillingsbetegnelse og tilhørsforhold for parternes repræsentanter og de vidner, der ønskes afhørt.

Under hovedforhandlinger medvirker udover formanden eller dennes stedfortræder 2 af de medlemmer, der er udpeget af Præsidenten for Østre Landsret, samt 4 af de medlemmer, som ministeren har beskikket, således at 2 af disse skal være beskikket efter indstilling fra lønmodtagerside.

Hovedforhandlingen gennemføres i det væsentlige på samme måde som hovedforhandlinger i almindelige civile førsteinstanssager. Den foregår for åbne døre, medmindre retsformanden undtagelsesvis af hensyn til ro og orden i retslokalet beslutter, at dørene skal lukkes.


Domsafsigelse

Efter hovedforhandlingens afslutning drøfter de deltagende dommere sagen, og afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Retsformanden kan vælge, at dommen afsiges i et offentligt retsmøde, hvor retsformanden oplæser domsbeslutningen eller retsformanden kan vælge, at dommen afsiges ved, at dommen mailes til parterne. Når retsformanden har meddelt sekretariatet, hvordan og hvornår dommen vil blive afsagt meddeler sekretariatet dette til parterne.


Genoptagelse

Tjenestemandsretternes afgørelser kan ikke appelleres.

Sager, der er afgjort under forberedelsen af formanden eller dennes stedfortræder eller ved dom kan imidlertid genoptages, når

  1. det må anses for overvejende sandsynligt, at sagen uden ansøgerens fejl har været urigtigt oplyst, og sagen efter en genoptagelse vil få et væsentligt forskelligt resultat,  
  2. det må anses for givet, at ansøgeren kun ad denne vej vil kunne undgå eller genoprette et for ham indgribende tab, og
  3. omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for genoptagelse